Bæreevne
For fladelast har Vaffel Lyd følgende bæreevner udover egenvægt af betonribber, isolering og tagdækning: For samlet regningsmæssige last 1,6 kN/m2. For samlet karakteristisk last 1,2 kN/m2 for at begrænse revnevidderne til ca. 0,2 mm.
For samlet hvilende last 0,2 kN/m2 for at begrænse langtidsdeformationerne.
For last fra enkeltkræfter kan Vaffel Lyd optage en karakteristisk lodret last på 1 kN fordelt til 100 x 100 mm, svarende til en regningsmæssige bæreevne på 1,3 kN. Opmærksomheden henledes på, at det bør sikres, at der ikke i byggeperioden må optræde større belastninger, end det færdige tag er dimensioneret for. Endvidere gøres der opmærksom på, at der ved fastlæggelsen af belastning fra sne, skal tages hensyn til evt. snedække, som kan øge snelasten væsentligt. Som standard kan Vaffel Lyd 240 optage belastning fra vindsug, regningsmæssigt på 2,0 kN/m2, og Vaffel Lyd 480 1,6 kN/m2, idet egenvægten af elementet og isoleringen er indregnet med 80 % af egenvægten.
Kun hele Vaffel Lyd-plader beregnes med til at optage forskydning. Vaffel Lyd-plader er specificerede til at optage en karakteristisk forskydningspåvirkning på 6 kN/m (9 kN/m regningsmæssigt) i tagskivens plan. For plader, der er udsat for samtidig, vandret trækpåvirkning gælder, at forskydning og træk tilsammen skal begrænses til de anførte 6 hhv. 9 kN/m. De nævnte forskydnings-/trækkræfter og normalt forekommende trykpåvirkninger kan optages uden reduktion af de angivne lodrette bæreevner.
Elementvægte er beregnet på grundlag af en betonrumvægt på 24 kN/m3, samt en isoleringvægt på 0,25 kN/m3 (180 mm). Den eksakte last fra Vaffel Lyd varierer afhængig af pladetypen og isoleringstykkelsen, men vil normalt kunne sættes til 0,75 kN/m2.
Da der er tale om slapt armerede elementer, kan der opstår revner i forbindelse med transport og håndtering. Der vil som oftest være tale om revner, der udgår fra bærebeslagene og med revnevidder i størrelsesordenen 0,2 mm. Revnedannelse af denne karakter kan betragtes som uskadelige, og har ingen negativ indflydelse på Vaffel Lyd-pladernes holdbarhed og styrke.
Konstateres kraftigere revner med revnevidder over de nævnte ca. 0,2 mm, tilrådes det at kontakte Spæncom for en nærmere vurdering.
|